Opsamling og anbefalinger fra konference.
Formålet med projektet har været at skaffe mere viden om iværksættere og at fremme iværksætteri på landet. Deltagerne hørte om resultaterne og drøftede seks anbefalinger til støtte af iværksætteri i landdistrikterne i Vejle.
De endelige anbefalinger fra projektet kommer til at indgå i afrapporteringen til Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati.
Pakkeriet i Spinderihallerne var til aftenen forvandlet til et smart og intim rum. Der var smagsprøver på lokale fødevarer og gode historier fra iværksætterne.
60 personer deltog. Deltagerne var politikere fra Økonomiudvalg og Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati i Vejle Kommune, repræsentanter fra Landdistrikternes Fællesråd, praktikere der arbejder med udvikling og innovation af virksomheder, erhvervsnetværk i Vejle, lokalråd og virksomhedsejere fra virksomheder beliggende på landet.
De fik i løbet af 2 timer en afrapportering fra projektet af Lars Kastberg Jensen og Peter Sepstrup fra Teknik & Miljø forvaltningen. Afrapporteringen blev suppleret af tre virksomhedsejere / iværksættere der fortalte om egne erfaringer med netværk og om at have virksomhed i landdistrikterne. De tre iværksættere var:
- Jesper Fuglsang, murer og formand for Thyregod Erhvervsnetværk
- Grethe Pedersen, selvstændig, virksomhed: Helseværkstedet og medlem af bestyrelsen i KVILA (foreningen til fremme af kvindelige iværksættere i landdistrikterne)
- Esben Leonhard, selvstændig, virksomhed: Jyskweb.
Lene Lawetz, tidligere iværksætter og nuværende leder af Spinderihallerne, bandt oplæg og tilhørere i salen sammen. Det gav en dynamisk tilbagemelding, der satte fokus på hvem iværksætterne på landet i Vejle Kommune er, og hvad der er vigtigt for dem. Resultater og anbefalinger fra projektet er tilgængelige på kommunens hjemmeside (www.vejle.dk/land).
Tak til følgende fødevareproducenter som mødte frem med smagsprøver og erfaringer.
- Kikkenborg Jordskokker, nær Nørup
- Marie Bastholm Køkken og Kursusværksted, Toftum
- Dansk Blåbær, Thyregod
- Fary Lochan Whisky Destilleri A/S i Farre
- Jelling Bryggeri
- samt pølser og ost fra hhv. Ålbæk Slagteren og Nørup Ost.
Anbefalinger
Afrapporteringen ledte frem til 6 anbefalinger fra projektet som blev drøftet af konferencedeltagerne.
| Anbefalinger |
Deltagerkommentar |
| Markedsplads for iværksættere |
God idé, lad os gøre det til næste efterår |
| Fælles fødebrand for Vejle |
|
| Fælles kontorfaciliteter lokalt |
Ikke relevant |
| Omgivelser og lokalsamfund |
Vigtigt. Folk flytter på landet og starter virksomhed. Ikke omvendt. Attraktive forhold tiltrækker dem, der bliver de næste iværksættere. |
| Opbygning af netværk |
Meget vigtigt for virksomheder. Overvejende holdning at kommunen ikke bygger netværk men kun bør støtte initiativer der vokser frem / hjælpe med at de rigtige finder hinanden. |
| Fremme turisme i landdistrikter |
God idé. Få konkrete forslag til hvad.
|
Her ud over supplerede deltagerne efter en drøftelse ved bordene med forslag til handlinger, der kan fremme iværksætternes vilkår. Der var ikke mulighed for at drøfte de enkelte forslag i fællesskab.
- Dækningsafgift gør det billigere at drive erhverv i gl. landbrugsbygninger end industriområder. Tilsigtet?
- Lempe planloven.
- Gør erhvervsforeninger til høringspart. Har et andet fokus.
- Skab netværk mellem netværkene
- Udfordring med transport på landet til arbejdspladser med mange unge, besøgsmål med mange ældre & børneinstitutioner.
- Brug mentorordning: Hvem er bedre til at rådgive nye, end iværksættere der har prøvet det.
Projektet er gennemført med støtte fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Den europæiske Landbrugsfond for Udvikling af landdistrikterne samt LAG Vejle.
Projekter er gennemført i samarbejde med
Thomas Schøtt, Syddansk Universitet, Center for Småvirksomhedsforskning & Institut for Entreprenørskab & Relationsledelse
Hanne W. Tandvig, Skov&Landskab, Københavns Universitet.
Iværksættere, virksomheder og borgere i landdistrikterne med særlig fokus på Smidstrup-Skærup og Thyregod-Vester området.