Skip navigation

Om landsbyprogrammer

Hvad er et landsbyprogram?

Vejle Kommunes landsbyprogrammer skal sætte fokus på, hvad der vil gøre den største forskel i en landsby,  når det drejer sig om at skabe udvikling i det fysisk byrum i landsbykernen. Trafik? Plads? Grønt? Handel? Lys? Facader? Parkering?

Det bliver en vejledning for kommune, investorer og borgere, når man vil igangsætte nyt og har ambitioner om udvikling. Programmet vil samle kræfterne om det som er vigtigst at gøre først og gøre det rigtigt.

Landsbyprogrammerne vil være med til at skabe sammenhæng i udviklingen af byrum i Vejle Kommunes landsbyer, og de vil sætte fokus på de steder, der kan være med til at gøre en forskel i de enkelte bymiljøer.

Hvem deltager?

Et landsbyprogram bliver til i samspil mellem borgerne, eksperter i byfornyelse og byrådet. Vejle Kommune styrer processen og samarbejdet gennem en procesleder. Formålet er at få alle parter til at blive enige om en plan man vil arbejde for, både lokalt, hos investorer/planlæggere og i byrådet.

Hvordan bliver et landsbyprogram til?

Der sker først en registrering af det fysiske miljø og af landsbyens ressourcer. 

Dernæst bliver der inviteret til et landsbymøde, hvor alle i landsbyen deltager. Her drøfter man hvilke temaer der er aktuelle for lokalområdet, hvilke gode ideer en landsbyplan bør medtage og prioriterer tilsidste tema og ideer.

Input og registrering bliver bearbejdet til en samlet plan som sendes i høring lokalt. 

Efter høringen og en dialog om eventuelle ændringer sendes forslag til styregruppen for landsbyprogrammerne i Vejle Kommune. Det er i princippet første gang Vejle Kommune forholder sig til planen med andet end ekspertbistand. 

Styregruppens holdninger indarbejdes og drøftes med lokalområdet, hvis der er uenighed. Endelig fremsendes planen til Økonomiudvalget, der også er planudvalg, som behandler planen med henblik på godkendelse.

Borgere, investorer og kommune står med en færdig landsbyplan, der fortælle hvordan man kan skabe udvikling lokalt.

Billeder og eksempel fra landsbymøde i Givskud 

Denne side er sidst opdateret: 27.05.2011